Kære alle,
I Det Grønne Plus handler det om fællesskab, og vi vil gerne invitere dig til en særlig aften fyldt med hygge, god mad og skønne toner i vores fantastiske fælleshus. Torsdag d. 28. november kl. 19 åbner vi dørene for en hyggelig aften med tapas, ost, vin og sang. Vi har sørget for alt det gode – lækker tapas, to glas vin og fantastisk musik, alt sammen for kun 50 kr.
Musikken leveres af to lokale talenter, Signe og Eunjin, som bringer en unik stemning til aftenen med deres sang og musik.
Om aftenens musikere: Signe og Eunjin
Signe opdagede sin passion for musikken som 8-årig, hvor hun begyndte at spille klaver og lærte at læse noder. Hun startede sin sangkarriere i Vor Frue Kirke i Kalundborg som 12-årig og turnerede med ungdomskoret i ind- og udland. Hun har optrådt i duo- og triosammenhæng og sunget på diverse festivaler og til privatarrangementer. Hun er har nu været kirkesanger i Brande, Uhre og Skærlund kirke i snart 4 år.
Eunjin fandt hurtigt sit musikalske talent, da hun begyndte at spille klaver som 4-årig. Herefter er interessen for musikken ikke faldet, og hun har i dag en bacheloruddannelse i kirkemusik fra Seoul Theological University i Sydkorea. Siden Eunjin flyttede til Danmark i 2004, har hun studeret på Det Jyske Musikkonservatorium og Syddansk Musikkonservatorium, hvor hun debuterede fra solistklassen i 2015. Eunjin har spillet talrige koncerter som solist og akkompagnatør i Japan, USA, Australien, Sydkorea og Danmark. Hun er fast akkompagnatør for MidtVest Pigekor og organist i Brande og Uhre Kirke
Det Praktiske
Tilmeld dig senest den 20. november 2024 ved at sende en mail til: kontakt@detgroenneplus.dk. Der er et begrænset antal pladser, så det er først-til-mølle!
Pris: 50 kr. – 2 glas vin er inkluderet!
Kom og vær med til en aften, hvor vi i fællesskab skaber varme og nærvær. Det er nemlig det, vi ønsker at bygge videre på i Det Grønne Plus – stærke relationer og minder, som vi kan bære med os.
Vi glæder os til at se dig!